Marisa Søbys debutroman Når lykken vender har fået super gode anmeldelser!
Det er vi super glade for! Vi vil rigtig gerne dele de skønne anmeldelser med jer læsere og samler dem derfor lige her 🙂
@Cille.Buller skriver;
Dette er Marisa’ debutroman, og sikke en flot debut. En fin lille bog, som indeholder store følelser 💔❤️🩹
Jeg blev fanget af sproget, den dybe historie, og de følsomme karakterer, fra allerførste side.
En meget rørende fortælling om psykisk og fysisk vold, det at finde sig selv igen bagefter, venskab og kærlighed. Skrivestilen var virkelig professionel, og der var mange gode beskrivelser af både steder og personernes tanker, og følelser. Andrew og Dea er nogle fantastiske hovedpersoner, som man hurtigt kommer til, at holde af. Specielt Andrews omsorg for Dea, var virkelig rørende at være læser til.
Jeg giver denne smukke fortælling mine varmeste anbefalinger.
Til fans af: Colleen Hoover og John Green.
Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
@Nynnes_Bogunivers skriver;
”Når lykken vender” er en fantastisk ungdomsroman, som er meget relaterbar. Bogen giver et realistisk billede af, hvordan Dea og Andrew hver især kæmper med følelsen af at være fanget – Dea i fortiden, som hun har svært ved at slippe, og Andrew i de forventninger, der bliver lagt på ham af hans far. Deres indre konflikter bliver beskrevet på en måde, som gør dem både genkendelige og rørende, og det er let at føle med dem begge gennem hele bogen.
Det er særligt interessant at følge deres udvikling, både individuelt og i deres forhold til hinanden og de sværere emner, som destruktive forhold og forventningspres gør bogen virkelig fængslende.
Bogen er skrevet med et dual POV, hvilket jeg som læser er vild med. Det giver et godt indblik i begge karakterernes tanker og følelser og man forstår dem derfor meget bedre.
Bogen er ikke kun hurtigt læst på grund af sin længde, men også på grund af den medrivende historie, der holder læseren engageret fra start til slut.
”Når lykken vender” er en rørende og inspirerende historie, som jeg kan varmt anbefale til unge, der søger en god og relaterbar fortælling.
Vurdering: 4,5 ⭐️⭐️⭐️⭐️
@Kreativepips skriver;
Det er en bog lige efter min smag! Den syder af håb uden at det bliver sukkersødt på noget tidspunkt. Ungdommens sødme og alvorlige emner er blandet godt sammen, præcis som de flestes liv er. Problematikkerne med at løsrive sig fra ens forældre, finde sig selv og kæmpe mod traumer er noget jeg kan genkende fra mit eget liv, både som ung, men også som mor til teenagere. Historien har fylde, personerne har dybde og fortællingen flyder bare. Beskrivelser af naturen og personerne gør, at jeg føler jeg kan se det hele foran mig som en film. Den her bog er virkelig en jeg vil anbefale alle at læse, også min 16årige knægt, som jeg heldigvis HAR fået smittet med læselysten.
Forfatter Helga Waage skriver;
Jeg har nu læst din debutroman, og jeg må sige, at jeg rigtig godt kunne lide den.
Hvis vi skal starte med coveret, så er det jo bare en rigtig lækker bog, der ligger godt i hånden, og den bløde overflade gør, at man har lyst til at blive siddende med den, også efter at man er blevet nødt til at tage en pause fra læsningen.
Farverne på coveret er blide og romantiske, og skrifttyperne passer fint til bogens indhold. Det skal ikke undervurderes!
Med med hensyn til historien så vil nogen måske mene, at jeg (som en nu 53-årig gammel pige) ikke helt rammer læsermålgruppen, der vel som udgangspunkt er unge fra 13 år.
Det vil jeg dog argumentere imod.
Jeg tog mig selv i mange gange at tænke, at Deas, Andrews, Daniels og Helenas tanker og væremåder minder utrolig meget om den måde, hvorpå jeg selv levede, tænkte og følte i slutningen af gymnasiet. På den måde havde jeg en del déjà-vu-oplevelser undervejs, og det var fedt!
De klassiske ungdomsproblemer, usikkerhederne, drømmene om den første kærlighed og alle de andre ting er åbenbart de samme, selvom meget andet har ændret sig siden 90erne, og derfor er bogen en rigtig god reminder til nutidens forældre til teenagere om, hvor svært det var – og stadig er – at være ung.
Jeg synes, at historien er vældig dejligt skruet sammen. Hverdagen i rigmandskvarteret, festerne, forelskelserne og vandreturen flyder ud i et. Man fornemmer klart, at Deas forhold til Jonathan har været dystert, og man tænker, at han har været aggressiv, men det lykkes dig alligevel at overraske læseren, da han venter på Dea efter vandreturen.
At Dea vælger at anmelde Jonathan til sidst er selvfølgelig rigtig godt. Der bliver sat fokus på en meget vigtig problemstilling: ingen der skal have lov til at slippe afsted med at bruge vold! (så kom juristen også lige op i mig :-))
Naturbeskrivelser afslører naturelskeren Marisa! Når man kender lidt til den måde, du er vokset op på (og det tror jeg, at jeg gør), ja så er det klart, at både naturen og hestene skulle med.
Jeg havde ikke på noget tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig – det var alene mit travle hverdagsprogram, der gjorde, at jeg ikke læste den i et stræk.
Forfatter Anette Jahn skriver;
Også stor anbefaling herfra. Jeg ville bare smugkigge i bogen, var i gang med en anden, men jeg kunne ikke stoppe min læsning og var først færdig klokken to om natten. Jeg kom straks til at holde med de to hovedkarakterer, og bogen gjorde ondt langt ind i knoglerne.
Jeg oplevede at blive taget i hånden af en helt ung forfatter, der er tæt på alderen selv, og som gav mig et overbevisende og realistisk indblik i, hvad psykisk vold kan gøre ved en ung pige. Og hvad det er for en ung fyr, hun skal håbe at møde efter et usundt forhold. Det er beskrevet med kærlighed og stor indsigt.
Jeg er klar til at læse den næste roman!